
Denne her savoykåls salat er meget enkel og kræver ganske få ingredienser; savoykål, mango og solsikkekerne. Derudover er den blandet med en dressing, der blev lavet lidt på slump af olie, eddike, sennep, honning og citronsaft. En meget lækker og frisk salat der kan spises til frokost, eller som tilbehør til aftensmad. Vi lavede den til frokost i sommerhuset i weekenden og der var rigeligt - også til frokosten dagen efter. Faktisk blev den også brugt som "det grønne" i vores sandwich til færge-turen hjem. Slet ikke dårligt og dejligt med mango som lidt syrligt og solsikkekerner som det knasende. Vi brugte en mango der ikke var helt moden, sådan kan vi godt lide dem i denne her salat, så har de mere bid og er lidt syrligere. Hvis man har andet kål kan det selvfølgelig sagtens bruges som erstatning til savoykålen.


















